
Billede: Børne- og undervisningsminister, Mattias Tesfaye, Børne- og Undervisningsministeriet
Når Europas dygtigste unge faglærte samles i Herning til EuroSkills 2025 i september, bliver byen samtidig et politisk samlingspunkt for EU’s ministre med ansvar for erhvervsuddannelser.
I anledning af Danmarks EU-formandskab har undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) inviteret ministrene til et uformelt møde i Herning den 11.–12. september, hvor fremtiden for Europas faglærte skal drøftes.
“Jeg glæder mig til, at EuroSkills for første gang kommer til Danmark. Det er en kæmpestor konkurrence, hvor vi fejrer de unge, der er blandt de dygtigste til deres fag. Og ikke mindst får vist, hvad man kan med en erhvervsuddannelse. Det er helt oplagt at mødes med mine kolleger fra andre EU-lande i forlængelse af EuroSkills 2025, så vi kan drøfte, hvordan vi får gjort erhvervsuddannelser i hele EU endnu mere attraktive”, siger Mattias Tesfaye.
Mødet finder sted i MCH Herning Kongrescenter – side om side med EuroSkills Herning 2025 – og har til formål at sætte fokus på erhvervsuddannelsernes position i Europa.
Ministrene besøger konkurrencerne
Fredag den 12. september kl. 13.30–15.30 besøger EU-ministrene konkurrencerne ved EuroSkills 2025. Her får de mulighed for at opleve 600 af Europas mest talentfulde unge faglærte i aktion. Det glæder Poul Nyrup Rasmussen, formand for EuroSkills 2025:
”EuroSkills er i sig selv det vigtigste topmøde for de unge faglige atleter i hele Europa og en enestående begivenhed, som både skaber politisk opmærksomhed om erhvervsuddannelsernes betydning og kvalitet i Danmark og i hele Europa. Det europæiske ministermøde i Herning samtidig med EuroSkills 2025, er historisk: Herfra vil udgå et fælles europæisk budskab fra alle medlemslandes regeringer om, at faglærte spiller en central rolle i Europas fremtid”, siger han.
Fokus på fremtiden
Ministrenes besøg på EuroSkills er et resultatet af et samarbejde mellem Børne- og Undervisningsministeriet og EuroSkills Herning 2025.
Dagsordenen på det uformelle ministermøde er blandt andet, at erhvervsuddannelser skal gøres mere attraktive, da de er en vigtig del af løsningen på stigende arbejdskraft- og kompetencemangel i EU. Herunder vil der være særligt fokus på kompetencer og strategier for grøn og digital omstilling.