Fra d. 9.-13. september 2025 er Danmark vært for EuroSkills 2025, der er europamesterskaberne for unge faglærte. I den forbindelse er der nedsat et midlertidigt EuroSkills-sekretariat, som både har fået til opgave at planlægge danmarkshistoriens største uddannelsesevent og samtidig sikre, at projektet bliver løftestang for at øge interessen for erhvervsuddannelserne nationalt.
EuroSkills2025 bliver en skelsættende begivenhed, og vores mål er, at effekterne af arbejdet med EuroSkills2025 skal kunne måles flere år efter selve eventen. For at lykkes med det har vi brug for en række samarbejdspartnere, som medfinansierer projektet.
Derfor søger vi en Partnerskabskonsulent til snarlig tiltrædelse.
Stillingsbeskrivelse
I tæt samarbejde og med reference til Partnership & MarCom Manager bliver din opgave at få afdækket, indledt dialog og indgået samarbejdsaftaler med relevante interessenter. Det være sig alt fra (store som små) danske virksomheder og fonde til leverandører – hvoraf mange er internationale.
Sammen skal vi udbygge fortællingen om EuroSkills og sammenhængen mellem erhvervsuddannelser, det gode liv som faglært, landets velfærd, konkurrenceevnen og den grønne omstilling. Kort sagt: Vi skal forklare projektets ambitioner – og derefter levere denne fortælling på motiverende vis til potentielle samarbejdspartnere, som vægter CSR og samfundsansvar højt – uanset om det er til en kommerciel partner eller en fond.
Du skaber selv kontakt til mange af de vidt forskellige samarbejdspartnere – fra mindre aktører til førende danske virksomheder og fonde, men du har også til opgave at spille dine kollegaer gode, så de er godt klædt på til at drøfte samarbejde med de virksomheder, de er i kontakt med.
Du får rig mulighed for at sætte dit præg på selve aktiveringen, der skal udvikles til de forskellige niveauer af partnerskabsaftaler, og du udarbejder og vedligeholder desuden en struktureret plan, der sikrer løbende overblik over de igangværende dialoger og indgåede aftaler.
Om dig
Du har erfaring med kommercielle partnerskaber og gerne fondsansøgninger. Under alle omstændigheder ved du, hvad det vil sige at sikre værdi for begge parter i et samarbejde. Du kender til interessentpleje og vigtigheden af at holde, hvad man lover.
Du har erfaring med, hvordan virksomheder og beslutningstagere tænker, som – sammen med din passion for uddannelsesfremme og din smittende personlighed – er nøglen til, at du lykkes med at indgå partnerskaber med virksomheder og organisationer, der ønsker at bakke op om det vigtige projekt, så EuroSkills2025 kan få størst mulig effekt og få flere til at søge ind på erhvervsuddannelserne.
Du er god til at kommunikere både mundtligt og på skrift i både dansk og engelsk, og du besidder solide IT-kompetencer.
Du er en teamplayer, man har lyst til at omgås. Du er en udadvendt, initiativrig og troværdig person, der har et godt salgsgen, fordi du altid fortæller begejstret om det, du arbejder med – din energi smitter!
Vi tilbyder
Du får mulighed for at arbejde for en vigtig sag med stor samfundsmæssig betydning. Vi har desuden et stærkt sammenhold, forståelse for hinanden og plads til humor, som vi selv synes er sjov og griner af.
Du kan forvente en arbejdsplads, der viser tillid under ansvar. Der er altid sparring at hente hos kollegaerne, og ledelsen har fokus på, at du udvikler dig igennem dine ansvarsområder. Vi tilbyder fleksible arbejdsforhold med mulighed for hjemmearbejdsdage i et omfang, som passer til de opgaver, du sidder med.
Spørgsmål til stillingen kan rettes til Partnership & MarCom Manager Lene Dahl på 2015 7590 frem til fredag d. 17. november.
Søg stillingen via QuickApply-knappen “Ansøg” senest 19. november 2023. Ansøgninger behandles løbende, og samtalerne forventes afholdt i uge 47 og 48. Der er naturligvis fuld diskretion om din ansøgning.
Løn og ansættelsesvilkår
Ansættelse og aflønning iht. kompetencer og erfaring. Der er tale om en projektansættelse med 3 måneders gensidig prøvetid og udløb d. 31. oktober 2025.
I udgangspunktet er der tale om en fuldtidsstilling, og målet er opstart d. 1. januar 2024.
EuroSkills-sekretariatet har kontor i indre København, hvor hele teamet er samlet to dage hver uge. Der må forventes en vis grad af rejseaktiviteter.
Om EuroSkills2025
Der forventes op mod 100.000 gæster til EuroSkills2025, når 700 unge fra hele Europa kæmper om europamesterskaberne inden for 38 forskellige fag i MCH Messecenter Herning. Udover selve eventen arbejder EuroSkills2025 også for at flere får interesse i at blive faglært. Det er vigtigt fordi, Danmark kommer til at mangle dygtig faglært arbejdskraft i fremtiden og fordi landets velfærd, konkurrenceevne og ikke mindst den grønne omstilling er afhængig af, at langt flere søger ind på erhvervsuddannelserne.
I sekretariatet har vi som værdi at skabe en rejse og et hold, man har lyst til at være med på og vi vil rumme den stolthed, vi ønsker at skabe i erhvervsuddannelserne. Vi tør træffe de nødvendige beslutninger og kæmpe hårdt for at forfølge den forandring, vi ved, der er brug for. Mod, dedikation, ordentlighed og godt humør er grundpiller i organisationen, der desuden har bæredygtighed i fokus på hele rejsen. Vi ved, at rejsen er midlertidig og tør tale åbent om next step. Derfor er det også et mål, at vi skal stå stærkere som individer ved udgangen af 2025.
Bag EuroSkills2025 står Børne- og Undervisningsministeriet, Herning Kommune, Region Midtjylland, Dansk Arbejdsgiverforening, Fagbevægelsens Hovedorganisation og SkillsDenmark.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex