Massiv opbakning fra de besøgende elever på første dag af EuroSkills Herning 2025 betyder, at Showdown Arena nu er rykket ud foran Hal K.

I dag var stemningen høj, da tvillingerne Oskar og Elias Hole fra YouTube-kanalen Kender du det lagde vejen forbi. De to influencere var på uvant grund, da de skulle dekorere en stor bryllupskage – hver med en stærk makker i skoleeleverne Ingeborg og Luna. Komiker Victor Lander styrede slagets gang, læste udfordringer op og pressede deltagerne med skæve twists undervejs.

Konditorfagets krav til teknik blev hurtigt tydeligt. Elias måtte efter få minutter døbe sit værk “Kaotisk Kage”, men det gjorde blot publikum endnu mere investeret i at redde projektet.

Fra første række fulgte de intenst med og sendte konkrete idéer til pynt og teknikker ind over scenekanten. Kulminationen kom, da brødrene skulle bytte kage i to minutter – en kaotisk drejning, der udløste højlydte jubelråb.

Dommeren Lasse, som selv er bager og konditor, leverede den endelige bedømmelse – men i Showdown Arenaen var de ægte vindere alle de unge, som oplevede håndværket på tætteste hold.

Showdown Arena er åben igen i morgen med nye udfordringer og gæster – YouTuber og influencer Alexander Husum og racerkører Alba Hurup Larsen. Se dagens program for tidspunkter. Find Showdown Arenaen udenfor Hal K.

Cookie-indstillinger