Foto: Lasse Skov, SkillsDenmark

Skills Village samlede 600 unge fagatleter under ét tag og skabte et unikt frirum midt i de intense konkurrencedage. Her blev der både ladet op, knyttet bånd og delt oplevelser på tværs af nationer og fag.

Til EuroSkills Herning 2025 boede alle landenes fagatleter samlet i Lalandia Billund, der for anledningen blev omdøbt til Skills Village. Her havde de adgang til rekreative aktiviteter og naturlige samlingspunkter, som styrkede fællesskabet og gav mentalt overskud mellem konkurrencerne.

For mange gjorde det en stor forskel at kunne trække sig tilbage til rolige rammer uden for konkurrencehallerne.

“Vi ser ikke så meget til hinanden i løbet af dagen, fordi vi konkurrerer. Men om aftenen kan vi samles, tale tingene igennem og bare slappe af. Det hjælper alle med at falde ned og lægge presset lidt fra sig,” fortalte britiske Gabrielle Wilson (Cooking).

Men Skills Village handlede ikke kun om restitution. Det blev også et mødested, der knyttede bånd på tværs af nationer og fagområder. Svenske Henrik Gustafsson (Automobile Technology) fremhævede værdien af at dele erfaringer:

“Det er værdifuldt at dele kompetencer og erfaringer med de andre. Man giver selvfølgelig ikke selve konkurrencens svar, men man kan have gode samtaler og udveksle perspektiver på opgaverne.”

Den imødekommende atmosfære og det tætte samvær skabte en særlig energi i løbet af ugen. Det gav nærhed på tværs af delegationer og styrkede sammenholdet landene imellem.

“Det bedste ved at være her har nok været, at vi alle er samlet i de små huse. Man møder alle – både fra sit eget land og fra andre lande – og kan dele oplevelser på tværs af fag,” sagde Artur Eichelberger (Web Development) fra Frankrig.

Dermed blev Skills Village mere end blot kost og logi. Det var et fælles hjem for fagatleterne, hvor faglighed, fællesskab og trivsel gik hånd i hånd og gjorde oplevelsen af EuroSkills Herning 2025 endnu stærkere.