Villum Fonden har i runde tal bevilliget 17 mio. kr. til EuroSkills 2025 der, i et samarbejde med organisationen Divérs, skal bidrage til at øge fokus på diversitet på erhvervsuddannelserne i hele Europa. EuroSkills Herning 2025 bliver derfor til mere end blot et uddannelsesevent, men en platform til varig forandring i hele Europa.
Hos EuroSkills 2025 ønsker vi, at lave varige forandringer til skills-bevægelsen. Derfor har vi et øget fokus på blandt andet den grønne omstilling. Med bevillingen fra Villum Fonden – og derigennem samarbejdet med Divérs – får vi nu endnu et vigtigt fokus; diversitet på erhvervsuddannelserne. Som baggrund for bevillingen har begge fokusområder vægtet højt. Programdirektør hos Villum Fonden, Agi Csonka, fortæller:
“EuroSkills Herning 2025 bidrager til at styrke interessen for erhvervsuddannelserne, og det grønne fokus ligger rigtig godt til Villum Fonden. Vi glæder os over at kunne bidrage til, at unge faglærte bliver frontløbere i den grønne omstilling, og med det særlige fokus på diversitet understøtter vi også, at endnu flere vælger en erhvervsuddannelse. Det har vi gavn af, både i Danmark og i Europa.”
Bevillingen fra Villum Fonden falder i god jord hos EuroSkills 2025, der glæder sig til samarbejdet med Divérs. Poul Nyrup Rasmussen, Bestyrelsesformand for EuroSkills 2025, fortæller:
”Villum Fondens flotte bevilling gør mig ekstra stolt, fordi den giver os mulighed for både at afvikle en begivenhed i verdensklasse og i samarbejdet med Divérs sætte fokus på diversitet i de faglærte uddannelser og brancher før og under eventet. Diversitet på arbejdsmarkedet er en hjertesag for mig, og nu får vi en unik chance for at introducere Divers metoder til flere europæiske lande. På den måde får det danske værtskab af danmarkshistoriens største uddannelsestopmøde en helt ny dimension – og sætter et internationalt aftryk i forhold til øget diversitet på erhvervsuddannelserne.”
EuroSkills Herning 2025 giver Divérs et europæisk netværk
Divérs arbejder for at skabe lige muligheder for alle og har siden 2018 drevet projektet Boss Ladies, som arbejder for at flere kvinder skal vælge tekniske erhvervsuddannelser, hvor kvinder fortsat er underrepræsenteret. I samarbejde med Euroskills 2025 bygger Divérs videre på deres metoder fra Boss Ladies-projektet. Derfor skal der med bevillingen etableres et europæisk netværk med ti kvindelige fagatleter, der skal være rollemodeller for unge kvinder i deres hjemlande. Sammen med en række udvalgte Boss Ladies vil Divérs under eventet sætte spot på diversiteten gennem talrige arrangementer både på konkurrence-området i MCH Messecenter Herning og i Skills Village, hvor fagatleterne bor under eventet. Samtidig vil Divérs bruge eventet til at etablere et internationalt samarbejde om diversitetsdagsordenen, der kan fortsætte, når gæsterne er draget hjem.
”Bevillingen fra Villum Fonden giver os i Divérs mulighed for at løfte diversiteten ind på europæisk jord. Vi ved, hvor vigtigt fællesskaber er, når man er en minoritet på sin uddannelsesinstitution eller arbejdsplads, og derfor glæder vi os til at skabe et fællesskab for kvinder fra hele Europa. Samtidig er det vigtigt for os at understrege, at ingen skal begrænses i mulighederne for at vinde medaljer til EuroSkills, blot fordi man er kvinde. Derfor er vi så stolte af bevillingen, som bidrager til en styrkelse af vores projekt om at få diversitet på en europæisk dagsorden”, fortæller Nina Groes, Direktør og stifter af Divérs.
Også i Villum Fonden har man store forventninger til, hvad Divérs kan udrette på europæisk plan:
“Villum Fonden støtter allerede Divérs-projektet Boss Ladies i Danmark, og her har deres aktiviteter betydet, at nogle erhvervsskoler næsten har fordoblet deres optag af kvinder på de tekniske uddannelser. De erfaringer vil det være spændende at brede ud i en europæisk kontekst, for der er jo i den grad også brug for flere dygtige håndværkere i hele Europa”, forklarer Agi Csonka.
Pressemeddelelse udgivet: Den 05. december 2024